Bihulebetændelse

Bihulebetændelse opstår ofte efter en forkølelse og kan give hovedpine, trykken i ansigtet og tilstoppet næse. I denne artikel guider vi dig til, hvordan du kan behandle og forebygge bihulebetændelse og pandehulebetændelse. Læs også hvornår du bør søge læge, og hvordan du kan lindre symptomerne derhjemme.

 

Hvad er bihulebetændelse?

Bihulebetændelse er en bakteriel betændelse, der ofte opstår efter en forkølelse, hvor bakterier eller virus fra næsen spredes til bihulerne.

Der findes flere hulrum i ansigtet, der støder op til næsen. Disse kaldes også bihuler, og opdeles i kæbehuler, pandehuler, sibenshuler og kilebenshuler. Bihulerne fugter og opvarmer luften, du indånder, inden den transporteres ned i luftvejene i kroppen. Desuden producerer bihulerne slim, som ved hjælp af afløbsgange sendes ud i næsehulen. Ved forkølelse eller allergi kan disse afløbsgange tilstoppes, hvilket kan ophobe slim i bihulerne og resultere i bihulebetændelse.

 

Typer af bihulebetændelse

Der findes to forskellige typer af bihulebetændelse: akut bihulebetændelse og kronisk bihulebetændelse.

Akut bihulebetændelse
Akut bihulebetændelse er det, der oftest opstår efter en almindelig forkølelse, hvor bakterier eller virus spredes til bihulerne. De typiske symptomer ligner en forkølelse, der trækker ud, og som ofte ledsages af hovedpine eller smerter i ansigtet. Nogle kan også have nedsat lugtesans eller feber. Symptomerne forværres, hvis hovedet bøjes forover.

  • Ligner en forkølelse der trækker ud.
  • Ofte ledsaget af hovedpine eller smerter i ansigtet.
  • Evt. nedsat lugtesans og feber.
  • Symptomerne forværres, hvis hovedet bøjes forover.

 

Kronisk bihulebetændelse
Kronisk bihulebetændelse er når bihulebetændelse giver langvarige gener, der varer i mere end 3 måneder. Symptomerne ligner de samme som ved akut bihulebetændelse med stoppet næse, trykken i ansigtet og eventuelt nedsat lugtesans.

  • Gener, som varer i mere end 3 måneder.
  • Samme symptomer som ved akut bihulebetændelse.

 

Symptomer på bihulebetændelse

Almindelige symptomer på en bihulebetændelse er ansigtssmerter, i form af trykken i pande eller kæbe, tilstoppet næse, meget snot og ondt i tænderne. Desuden kan bihulebetændelse også give nedsat lugtesans. Ofte vil smerterne i ansigtet forværres, hvis hovedet bøjes forover. Er du i tvivl om dine symptomer skyldes forkølelse eller bihulebetændelse, er det en god ide at kontakte egen læge.

 

Behandling af bihulebetændelse

  • Næsespray
    Akut bihulebetændelse kan oftest behandles med næsespray, der får slimhinderne i næsen til at trække sig sammen. Næsespray kan købes i håndkøb og bør ikke benyttes i mere end 7-10 dage. Du kan f.eks. anvende Otrivin eller Zymelin.
  • Skylning med saltvand
    Saltvandsskylninger, med f.eks. Apotekets Næsespray med saltvand eller Apotekets saltvandsnæsedråber, kan også hjælpe, da det får hævelsen i slimhinderne til at falde og derved afhjælper afløbet fra bihulerne.
    Bihulerne kan skylles igennem med en hjemmelavet saltvandsopløsning og brug af et såkaldt næsehorn. Du kan også anvende Flo næseskyl, som er pulver, der blot skal blandes op med kogt vand, der er afkølet til kropstemperatur.
    Disse er to effektive metoder til at skylle betændelse ud af bihulerne.
  • Smertelindring
    Har du smerter, kan smertestillende håndkøbslægemidler anvendes, f.eks. paracetamol i form af Panodil, Pamol eller Pinex.
  • Antibiotika
    I nogle tilfælde, hvor infektionen skyldes bakterier, kan antibiotika anvendes. Dette kan være, hvis symptomerne strækker sig længere end 10-14 dage eller ved forværring og feber efter 5-7 dage. De fleste kan dog undvære behandling med antibiotika. Behandling med antibiotika sker i samråd med din læge.
  • Evt. yderligere undersøgelse
    Hvis du har tilbagevendende bihulebetændelse, kan det være en god ide at opsøge en øre-næse-halslæge. De har mulighed for at undersøge din næse yderligere ved hjælp af en lille kikkert (endoskop) eller punktere bihulerne og skylle dem.

 

Pandehulebetændelse

Pandehulebetændelse er en specifik type bihulebetændelse, der påvirker pandehulerne, som er placeret lige over øjenbrynene. Denne betændelse kan opstå som følge af infektion, allergier, eller efter en forkølelse, der spredes til pandehulerne.

Symptomer på pandehulebetændelse inkluderer ofte intense smerter eller tryk i panderegionen, der kan forværres, når man bøjer hovedet forover. Andre symptomer kan være feber, tilstoppet næse, nedsat lugtesans, og i nogle tilfælde, synlige hævelser omkring øjnene.

  • Intense smerter eller tryk i panderegionen.
  • Forværring af smerter, når hovedet bøjes forover.
  • Kan være ledsaget af feber, tilstoppet næse og nedsat lugtesans.
  • I nogle tilfælde kan et symptom også være synlige hævelser omkring øjnene.

Ved behandling af pandehulebetændelse fokuseres der på at lindre symptomer og fremme afløb fra pandehulerne. Dette kan inkludere anvendelse af næsespray med binyrebarkhormon f.eks. Otrason i håndkøb, eller receptpligtige produkter, saltvandsskylninger, smertestillende medicin, og i nogle tilfælde, antibiotika.

 

Forebyggelse af bihulebetændelse

Den bedste måde at undgå bihulebetændelse er ved at undgå forkølelse. Undgå derfor tæt kontakt med andre forkølede personer og husk at have god håndhygiejne i forkølelsessæsonen med håndsprit eller grundig håndvask.

Det kan også være en god ide at skylle næsen dagligt med saltvand. Det kan du blandt andet gøre med Klaricare Næsespray, Apotekets Næsedouche Saltvand Ekstra, som er en hypertonisk 2,1% saltvandsopløsning, eller med Apotekets Næsedouche saltvandsopløsning uden konservering, som er en almindelig 0,9% saltvandsopløsning.

Næseskylning hjælper med at aftage hævelsen i slimhinderne, således afløbene fra bihulerne åbner sig.

 

Årsager til bihulebetændelse

En almindelig årsag til bihulebetændelse er forkølelse. Under forkølelse kan slimhinderne hæve op, og afløbsgangene i bihulerne tilstoppes. Dette kan medføre ophobning af slim i bihulerne og betændelse i bihulerne grundet bakterier eller virus.

Kronisk bihulebetændelse optræder også ofte hos personer med allergi, høfeber eller astma, idet slimhinderne hæver op. Lider du af en af delene, er det derfor nødvendigt at være opmærksom på eventuelle symptomer. Desuden kan snævre afløb fra bihulerne eller en skæv næseskillevæg også være årsager til en forhøjet risiko for bihulebetændelse.

 

Diagnose af bihulebetændelse

Diagnosen stilles typisk med udgangspunkt i sygdomshistorie og symptomer. De typiske symptomer er stoppet næse, nedsat lugtesans og smerter i ansigtet, der forværres, når du bøjer dig forover. Desuden kan lægen kigge ind i næsen for at se, om der kommer pus ud, eller trykke forsigtigt på bihulerne for at påvise ømhed.

I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at lave tests ved gentagne eller kroniske bihulebetændelser. Dette kan være ved at tage blodprøver, tjekke infektionstal (CRP) eller lave CT-skanning eller kikkertundersøgelse af næsen.

 

Hvornår skal man søge læge?

Hvis symptomerne ikke forbedres ved brug af næsespray eller næseskylning, kan det være en god ide at søge læge. Det er desuden vigtigt at søge læge, hvis du oplever vedvarede feber, hævelser omkring øjnene eller stærke smerter.

 

 

Af farmaceut Gunvor B., oktober 2024