Astma og måling af peakflow

Astma er en kronisk luftvejslidelse, som ikke kan helbredes. Til gengæld kan medicinsk behandling virke forebyggende mod anfald, og måling af peakflow kan være en hjælpende sladrehank, som kan afsløre, når der er behov for justering af medicinen. Læs mere om astma og bliv guidet til måling af peakflow her.

 

Hvad er astma?

Astma er en kronisk luftvejslidelse, hvor de typiske symptomer kan være:

  • åndenød
  • hoste med opspyt af slim
  • karakteristisk pibende eller rallende vejrtrækning
  • natlige gener

Astma kan variere meget over tid. I nogle perioder vil personer med astma opleve få til ingen symptomer, mens astmaen i andre perioder kan være mere generende og måske også kan påvirke nattesøvnen.

 

Hvad er årsagen til astma?

Årsagen til astmasymptomerne er, at musklerne i de små luftrør trækker sig sammen og gør passagen af luft meget mindre. Det bliver derved meget sværere at trække vejret. Slimhinden i luftrørene kan også blive irriteret og hæve. Det gør, at passagen af luft bliver endnu mindre, og der vil kunne opstå et astmaanfald.

  • De små luftrør trækker sig sammen
  • Slimhinden i luftrørene hæver og producerer slim

Astma findes i forskellige grader. Herunder mild, moderat, svær og meget svær/livstruende.

 

Hvorfor får man astma?

Astma er det, man kalder en multifaktoriel sygdom. Det vil sige, at der er mange faktorer, der spiller ind i forbindelse med årsagen til sygdommen. Man kan ikke pege på en enkelt årsag. Arv spiller en vigtig rolle, men også opvækst og fødselstidspunkt på året samt luftvejsinfektioner i barndommen synes at være af betydning for udviklingen af astma.

 

Behandlingsmål for astma

Da astma er en kronisk luftvejslidelse, som ikke vil kunne behandles, vil medicinsk behandling altid sigte mod forebyggelse af anfald og evt. indlæggelser. Behandlingsmålet med astma er:

  • At dagligdagen skal blive så normal som overhovedet muligt.
  • At undgå akutte anfald.
  • At undgå døgnvariationer i PEF på over 20% (PEF = mængden af luft du kan puste ud i løbet af et minut).
  • Så få bivirkninger af medicinen som muligt.

 

Forebyggelse af astmaanfald

Astmaanfald kan effektivt forebygges. Der findes flere forskellige typer medicin til formålet:

  • Forebyggende medicin.
  • Hurtigtvirkende luftvejsudvidende medicin.
  • Langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin.
  • Kombinationer af forebyggende og langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin.
  • Tabletter, enten binyrebarkhormon eller leukotrienreceptorantagonister.

Jo mere velbehandlet astmaen er, jo mindre vil der være brug for den hurtigtvirkende luftvejsudvidende anfaldsmedicin.

 

Måling af peakflow

Personer med astma kan let kontrollere sygdommen ved at lave peakflowmålinger. Peak Expiratory Flow, såkaldt peakflow, bliver forkortet PEF og måles i L/min. Begrebet dækker over mængden af luft (L) man kan puste ud i løbet af et minut (min). PEF er et rigtig fint mål for hvordan luftrørene har det. Jo mere luftrørene i lungerne er trukket sammen eller er hævede, jo mindre luft vil der kunne pustes ud.

Til at måle peakflowet kan man anvende et lille apparat, der hedder et peakflowmeter. Et peakflowmeter er en slags pusterør til at puste i. Peakflowmeteret er udstyret med talværdier, som kan aflæses og dermed kan det anvendes til at måle, hvor meget luft man kan puste ud.

Peakflowmeteret fungerer som en lille sladrehank, der sladrer om, at en evt. forværring astmaen er på vej.

Peakflowmålinger er særligt gode når der f.eks. er optræk til en infektion (forkølelse, influenza, lungebetændelse eller lign.). Her vil peakflowmålingerne sladre om, at der kan være forværring af astmaen på vej.

 

Sådan udføres en peakflowmåling

En peakflowmåling ganske enkel at udføre:

  1. Skub pilen helt i bund.
  2. Hold peakflowmeteret vandret.
  3. Pas på ikke at forstyrre den lille pil, når du holder peakflowmeteret.
  4. Tag en dyb indånding.
  5. Bid sammen om mundstykket og luk læberne til rundt om mundstykket.
  6. Giv et kort, men hårdt pust - alt hvad du kan!
  7. Aflæs dit peakflow der hvor pilen endte.
  8. Skub pilen tilbage.
  9. Pust i alt tre gange - så hårdt du kan.
  10. Skriv det bedste resultat af de tre målinger ned i din astmadagbog eller app.
  11. Husk at skubbe den lille pil helt i bund hver gang.

En peakflowmåling gennemføres to gange dagligt; morgen og aften.

Peakflow kan bruges til børn fra 4-5 års alderen. Anvendelse af peakflowmeter til børn er rigtig godt, da børn især kan have svært ved at beskrive deres symptomer. Normalværdier hos børn kan variere meget, da værdien varierer i forhold til højde og køn. Normalværdierne for børn kan ligge mellem ca. 200-570 L/min.

Normalværdien for peakflowet målt hos yngre, raske voksne ligger mellem 400-600 L/min. Normalværdier for voksne afhænger af alder, køn og højde.

For en person med astma er det godt at kende den bedste værdi, man kan puste. Det vil sige dén værdi, hvor ens astma er velkontrolleret – med andre ord din "personlige rekord". Det er altid den personlige rekord, man skal vurdere astmaen ud fra.

 

Sådan tolker du resultatet af en peakflowmåling

En velbehandlet astma kan variere lidt fra dag til dag. Små variationer (+/- 50 L/min.) fra dag til dag eller i løbet af dagen gør ingenting. Men hvis peakflowet falder til under 80 % af den personlige rekord, kan det tyde på, at der er en forværring af astmaen på vej.

  • 100-80 % af personlig rekord, grønt område, normalområde
  • 80%-50 % af personlig rekord, gult område, kontakt lægen angående evt. justering af behandling med forebyggende medicin
  • Under 50 % af personlig rekord, rødt område, kontakt straks lægen

 

Udregn 80% af dit peakflow

Hvis dit peakflow bliver lavere end 80 % af din personlige rekord, skal du altså kontakte lægen med henblik på justering af din behandling med forebyggende medicin. Nedenfor guider vi dig til, hvordan du udregner hvilket tal, dit peakflow skal ligge over, for at være i det grønne område.

Hvis dit højeste peakflow f.eks. er 250 L/min, finder du 80% ved at gange med 0,8:
altså: 250 x 0,8 = 200

Det ville i dette eksempel betyde, at du skal kontakte din læge, hvis peakflowet falder fra 250 L/min til under 200 L/min.

 

 

 

Af farmaceut Gunvor B.
Maj 2022