Lus – sådan kommer du dem til livs
De fleste prøver en eller flere gange i livet at blive ramt af lus. Det er en ganske normal og ufarlig tilstand, der ikke desto mindre er ubehagelig.
Det er dog hverken flovt eller pinligt at blive ramt af, så længe du gør noget ved problemet. Bliver du eller dit barn ramt af lus, kræver det effektiv behandling. Den og årsagen til lus kan du blive klogere på her.
Hvad er lus?
Lus er insekter uden vinger og med munddele, som de kan suge blod fra mennesker med. Der findes tre forskellige typer af lus, der kan leve på mennesker: fladlus, hovedlus og kropslus. De mest almindelige er hovedlus, der lever i håret. Hovedlus har en flad kropslængde på mellem 1-4 mm og klamreben, der er kloformede.
Lus formerer sig hurtigt ved at lægge en masse små luseæg i hovedbunden. En lus lever i gennemsnit tre uger, og på den tid kan hunlusen nå at lægge masser af æg – helt op mod otte æg om dagen. Første gang hunlusen lægger et æg, er den et sted mellem ni-tolv dage, og stoppes formeringen ikke, bliver hun ved med at lægge æg, indtil hun selv dør.
Når hunlusen formerer sig, lægger hun æggene på et enkelt hårstrå nede ved hovedbunden – her udklækkes det ca. efter 6-9 dage. Ægget har et lille låg, som den unge lus skubber af, når den er blevet til en modnet lus. Æggene klækkes ved en temperatur mellem 35-38,8 grader, men er temperaturen lavere end 22, vil lusen ikke udklækkes. De ny-udklækkede lus kaldes for nymfer, og så snart de forlader deres æg, går de med det samme i gang med at suge blod fra hovedbunden for at få næring, så de kan overleve.
Hvordan ser lus og luseæg ud?
Lusens størrelse kan variere fra 1-4 mm og er til at starte med gennemsigtig, men får hurtigt farve, når den suger blod fra hovedbunden. Det giver den en let brunlig farve. Luseæg kan også være svære at få øje på, da de ofte er meget små og sidder fast tæt ved hårroden. Luseægget måler ca. 0,8 mm, har en oval form og en let gullig farve. Farve og form kan minde en smule om et sandkorn.
Nogle luseæg kan også have en sort eller rødlig farve. Er de det, betyder det, at ægget er dødt, og at der ikke udklækkes en levedygtig lus fra det.
Hvordan føles det at have lus?
Det er ikke altid, at lus giver gener. Og derfor kan det være svært at opdage. Ofte vil lus dog give kløe og ubehag i hovedbunden. Årsagen til de kløende gener er et stof, som lusene udskiller via spyttet. Det giver en form for allergisk reaktion i hovedbunden og fører altså til kløe. Lusene laver et lille bid i hovedbunden, hvor de kan suge blod fra, og når deres spyt trænger ned i det lille hul, vil blodet ikke størkne så hurtigt – og på den måde får lusene rig mulighed for at suge løs af blodet fra hovedbunden.
Men det er altså vigtigt at være opmærksom på, at kløe ikke er lig med lus - og omvendt. Hvis det er første gang, du eller dit barn har lus, kan de kløende gener være mindre udtalte, end hvis lusene vender tilbage – da kan kløen tage til i styrke.
Hvordan finder du ud af, om du eller dit barn har lus?
Det kan ofte være svært at diagnosticere lus, da de ofte forveksles med skæl, der har samme hvid-gullige farve som luseæggene. Som udgangspunkt vil lusen ofte lægge sine æg langs hårrødderne i den bageste del af hovedbunden. Bag ørerne og i nakken er der et godt miljø til at lægge æg, for her er lidt varmere og fugtigere.
For at finde ud af, om der er tale om harmløst skæl eller lus, kan du teste det ved at klemme det mellem to negle. Er det skæl, vil det være mere fedtet og ’smatte’ ud på neglens, mens et luseæg vil knase og være som et hårdt sandkorn, når du klemmer det mellem to negle.
Skæl adskiller sig fra luseæg ved at sidde mere løst på hårstrået, hvorimod et luseæg klæber sig godt og grundigt fast til hårstrået. Brug to fingre til at trække i håret – hvis der er tale om skæl, vil det uden problemer glide af hårstrået, mens et luseæg altså er svært at trække af, fordi det sidder godt og grundigt fast.
Kæmning af håret
Det kan dog være meget vanskeligt at se lus med det blotte øje. Og derfor kræver det en grundig kæmning af håret. Tættekammen skal have den helt rigtige afstand mellem tænderne – for er den for tæt, kan det gøre det svært at føre kammen gennem håret, men den skal samtidig være så tilstrækkelig tæt, at voksne lus og nymfer bliver fanget. Til kæmningen skal du bruge en tættekam og bruge følgende fremgangsmåde:
- Håret skal være nyvasket, vådt og med hårbalsam, så kæmningen med kammen glider let.
- Inden kæmningen er det en god idé at redde håret igennem for filter.
- Tættekampen trækkes grundigt gennem håret fra den ene ende til den anden – en tot ad gangen. Træk fra hårbund til spids.
- Efter kæmningen tømmes kammen ud på et stykke papir, hvorefter der undersøges med lup for at finde ud af, om du har fundet lus eller luseæg under kæmningen.
Derfor får du lus
Hovedlus er en plage, der har fulgt menneskeslægten i tusindvis af år. Og gennem tiden har der altid været mennesker, som bærer rundt på lus. Lus smitter, og årsagen, til at du eller en i familien får lus, er, at du er blevet smittet.
Lus smitter ved tæt hovedkontakt, og en lus forlader ikke hår og hovedbund, uden den kan kravle videre til et andet hoved. Den kan ikke flyve eller hoppe, men har brug for tæt kontakt for at kravle videre til et andet hoved. Lusen har brug for en vært, hvor den kan suge blod, og derfor kan den heller ikke overleve længe, hvis den ikke sidder i en hovedbund. Får den ikke blod og næring, vil den hurtigt tørre ud eller dø på grund af manglende føde. Lus smitter først, når de er udklækket. Det betyder altså, at luseæg ikke smitter.
Eftersom lus ikke kan leve længe væk fra en hovedbund, er der kun en lille risiko for at lus kan smitte via huer, sengetøj og børster. Risikoen er kun til stede, hvis det bruges inden for ganske kort tid.
Det er desuden en myte, at lus kun lever i fedtet og uvasket hår. Lus lever af blodet fra hovedbunden, og de er derfor ligeglade med, om det er fedtet, nyvasket, tyndt eller tykt hår.
Tre vigtige om smitte med lus:
- Lus smitter oftest via tæt hovedkontakt mellem to eller flere personer.
- Luseæg smitter ikke – først når lusene udklækkes, udgør de en smittekilde.
- Kæledyr, pelsdyr og legetøjsbamser smitter ikke.
Hvem får lus?
Alle kan blive ramt af lus, så længe håret er mere end et par millimeter langt – det gælder både børn og voksne. Dog er lus mest udbredt blandt mindre børn i institutioner, der bliver ramt, da leg og tæt hovedkontakt her er dagligdag.
Fjern og slip af med lus hurtigt og effektivt
Lus er ikke farlige og overfører heller ikke sygdomme, selvom de suger blod fra hovedbunden. Dog er det vigtigt at være opmærksom og behandle lus, så snart du opdager plagen, da de hurtigt smitter. Der er to måder at slippe af med lus på – enten alene eller som supplement til hinanden.
Se videoen herunder hvor Lis fortæller om behandling af lus med produkter fra Australian Bodycare:
Kæmning i kampen mod lus
Ligesom når du skal finde ud af, om der overhovedet er lus til stede, kan kæmning også bruges som behandling af lus. Det er en billig metode. Med en lusekam kæmmer du håret hver dag i to uger – uden undtagelse. På den måde får du kæmmet lusene ud lidt efter lidt.
Luseæg smitter ikke, men derfor skal de alligevel tages hånd om, inden de udvikler sig til reelle lus og en smittekilde. Kæmmer du håret dagligt, vil du også få bugt med dem, når de løbende udklækkes. Derved når de ikke at formere sig.
Lynhurtig bekæmpelse af lus
Når du ønsker at få lusene væk hurtigt og effektivt, kan det være en god idé med en behandling, der fysisk kvæler lus og æg. Anti Lice fra Australian Bodycare er et effektivt middel mod lus, der med et naturligt indhold af Tea Tree Oil skånsomt behandler hår og hovedbund mod lusene.
Behandlingen tager kun 15 minutter, og det er nok med en for at komme lusene til livs. Produktet anvendes i tørt hår og vaskes ud efter 15 minutter – her er det dog vigtigt, at shampoo tilsættes det tørre hår, inden det skylles ud.
Kan lus forebygges?
Det er svært at forebygge et luseangreb, fordi det både rammer rent og snavset hår. Den mest effektive måde hurtigt at komme problemet til livs på er gennem en hurtig indsats, så snart smitten opdages, og ved at kæmme håret dagligt, så problemet opdages hurtigt.
Dog er det altid en god idé at pleje hår og hovedbund i dybden med gode og nærende aktiver. Hair Rinse og Hair Spray fra Australian Bodycare er begge produkter, der effektivt renser og plejer håret på en nænsom måde.
Klik her og find Australian Bodycare mod lus >>
Webapoteket, august 2019