Børneorm smitter, men kan behandles
Hvad er børneorm? Denne sygdom, også kendt som rundorm, er en af de hyppigste ormeinfektioner i Danmark. Børneorm er harmløs og kan ramme både børn og voksne.
Børneorm er en lille hvid-gul orm på 8-13 mm. Den lever kun på mennesker og er den hyppigste ormeinfektion i Danmark. Mange børnefamilier stifter bekendtskab med infektionen, som er meget smitsom, men som kan behandles og forebygges. Oftest ses den hos børn i alderen 5 til 10 år. Da børneorm er meget smitsom, smittes hele familier let. For at sikre effektiv behandling, er det derfor nødvendigt, at hele husstanden og eventuelle daginstitutioner behandles, hvis der konstateres børneorm.
Hvad er symptomerne på børneorm?
Oftest opdager man børneorm ved, at man ser orm i afføringen eller omkring endetarmsåbningen. Ormene ligner 1 cm lange hvide ”tråde”.
Ud over de synlige tegn på børneorm vil symptomerne blandt børn typisk være:
- Kløe ved endetarmen. Især i varme og ved nattetid vil kløen være udbredt, da ormen her vil bevæge sig ud på huden omkring endetarmen for at lægge æg.
- Rastløshed
- Irritabilitet
- Besvær med at sove
- Skedekatar hos piger som følge af, at infektionen har bredt sig.
Det er dog ikke sikkert, at man oplever symptomerne ved børneorm.
Hvordan smitter børneorm?
Om natten kan en enkelt orm lægge op mod 10.000 æg omkring endetarmsåbningen. De kan ikke ses med det blotte øje, men kan overleve uden for kroppen i flere dage - især i fugtige miljøer.
Æggene løsrives og overføres ved kontakt med tøj eller hænder, hvilket gør dem til de primære smitteveje:
- Tøj: Æggene kan spredes gennem undertøj, sengetøj og håndklæder. Herfra kan de komme på hænderne, der overfører smitten til munden.
- Hænder: Ved toiletbesøg eller bleskift kan æggene overføres direkte til hænderne. Opretholder man ikke en god og grundig håndhygiejne, er der risiko for, at man giver smitte videre via mad, der er lavet med inficerede hænder. Æggene kan også videreføres gennem hænder i munden, hvorefter æggene ender i tarmen og fører til smitte.
Hvis der er dårlig hygiejne, er risikoen for at få børneorm altså betydeligt større.
På grund af de mange smitteveje og daglig, tæt kontakt er det almindeligt, at familiemedlemmer smitter hinanden.
Hvordan forebygger man børneorm?
Den vigtigste forebyggelse af børneorm er god håndhygiejne og streng personlig hygiejne for alle i hele husstanden.
- Vask hænderne grundigt med håndsæbe efter toiletbesøg samt før madlavning og spisning.
- Husk at æg også kan sidde under neglene. Sørg derfor for at have kortklippede negle.
- Smittede personer bør tage et bad om morgenen for at fjerne så mange æg som muligt.
- Vask sengetøj, håndklæder og undertøj hyppigt. De kan være inficeret med ormeæg og kan smitte.
Du kan finde et stort udvalg af håndsæbe og rensende badeprodukter til hele familien her hos Webapoteket.
Hvordan forebygger man børneorm i institutioner?
Husk også at give besked i barnets daginstitution, hvis I oplever børneorm derhjemme. Så kan andre familier blive opmærksomme på, at der er børneorm, og at de potentielt kan være smittet. På den måde kan smitten inddæmmes, og man kan potentielt forhindre en stor viderespredning.
Hvordan behandles børneorm?
Børneorm kan behandles med det aktive stof mebendazol (Vermox) som kun fås på recept ved henvendelse til egen læge. Tidligere fandtes der et produkt i håndkøb (Vanquin), men det er udgået, så recept er den eneste løsning. Når din læge har skrevet recept til dig, kan du logge ind med MitID på Webapoteket, finde din recept og bestille medicinen til levering.
Sådan virker Vermox
Lægemidlet virker ved at forhindre ormene i at optage sukker. Dette dræber de levende orme, som herefter udskilles med afføringen. Æggene kan dog stadig overleve.
Dosering
Vermox indeholder 100 mg mebendazol.
- Dosering for voksne og børn over 2 år: 1 tablet gives 1 gang hver 2. uge - i alt 3 gange.
- Ved eventuelt tilbagefald behandles 6 gange med en uges interval.
- Bør kun anvendes til børn i alderen 1-2 år efter lægens anvisning, da der er begrænset viden om lægemidlets effekt på denne aldersgruppe.
- Må ikke anvendes til børn under 1 år.
Husk behandling til resten af familien
For at sikre effektiv behandling af børneorm, skal alle i husstanden behandles med ormekur samtidig - også de personer som evt. ikke er smittet. Da symptomerne på børneorm ikke altid ses tydeligt, kan resten af husstanden være smittet uden at vide det.
Læs mere om børneorm her: sundhed.dk
Webapoteket, november 2024