Osteoporose - gode råd om forebyggelse
Er du kvinde, og nærmer du dig overgangsalderen? Har du desuden øget risiko for at udvikle knogleskørhed? Så er det en god idé at være opmærksom på, hvordan du bedst passer på dig selv og gør, hvad du kan for at forebygge. Vi guider dig her i artiklen.
Hvad er osteoporose?
Osteoporose, også kaldet knogleskørhed, er en tilstand, hvor knoglernes netværk bliver porøst. Osteoporose er nemlig en knoglesygdom, hvor lav knoglemasse og ændringer i knoglernes struktur giver nedsat knoglestyrke. Denne nedsatte knoglestyrke øger risikoen for, at man får brud på knoglerne - selv ved lav belastning. Ifølge Sundhed.dk er der særlig øget risiko for brud på knogler i lænderyg, hofter og håndled.
Knogleskørhed opdages ofte først i forbindelse med, at der er opstået et knoglebrud, men diagnosen kan stilles allerede inden, man får brud på knoglerne. Diagnosen stilles ved en såkaldt DXA-scanning (Dual energi X-ray Absorption). Lægen vil desuden tage nogle blodprøver for at udelukke, at anden sygdom er årsag til eventuel osteoporose. Er du arveligt disponeret for knogleskørhed og samtidig i overgangsalderen, er det derfor en god idé, at du tager en snak med din praktiserende læge om, hvorvidt du eventuelt skal henvises til en skanning.
- Lav knoglemasse og ændringer i knoglernes struktur giver nedsat knoglestyrke
- Den nedsatte knoglestyrke øger risikoen for, at man får brud på knoglerne
- Diagnosen stilles ved en såkaldt DXA-scanning med supplerende blodprøver
- Tilstanden giver ikke gener i sig selv, men det gør eventuelle knoglebrud
Hvorfor skal kvinder i overgangsalderen være særligt opmærksomme?
I Danmark har 40% af alle kvinder over 50 år osteoporose. For mænd er det kun ca. 20%. Når det rammer flere kvinder, skyldes det, at når kvinder går i overgangsalderen, vil den faldende mængde af østrogen i kroppen bevirke et hurtigere tab af knoglemasse.
Læs mere om overgangsalderen i artiklen her.
Andre risikofaktorer
Knogleskørhed er en arvelig sygdom. Derfor er det vigtigt at være opmærksom, hvis nogen i din familie er diagnosticeret med sygdommen. Desuden kan behandling mod andre sygdomme samt andre sygdomme i sig selv øge risikoen for at udvikle osteoporose. Er du kvinde i overgangsalderen, som samtidig er påvirket af andre faktorer, som øger risikoen, er der god grund til, at du tager dig nogle forholdsregler for at passe ekstra godt på dig selv. Og det er der heldigvis også gode muligheder for. Vi har samlet vores gode råd til dig i nedenstående afsnit.
- Arvelig disposition
- Langvarig behandling med binyrebarkhormon-tabletter (f.eks. ved KOL eller gigt)
- Antihormonbehandling (f.eks. ved brystkræft)
- Andre sygdomme (f.eks. stofskiftesygdomme og type 1 diabetes)
Medicinsk forebyggende behandling af osteoporose
Hvis en DXA-skanning viser, at der er begyndende knogleskørhed, vil man oftest gå i gang med receptpligtig medicinsk behandling med et lægemiddel, som styrker knoglernes opbygning og derved bidrager til at mindske risikoen for brud.
Bisfosfonater
De hyppigst anvendte midler tilhører gruppen der hedder bisfosfonater (i gruppen findes bl.a. alendronat, zolendronsyre, ibandronsyre, risendronat). Disse stoffer optages i knoglernes væv og hæmmer de celler, som nedbryder knoglerne. Behandlingen består oftest af en tablet, som skal tages én gang om ugen.
Andre lægemidler
Denusumab og Raloxifen-præparater har på forskellig måde virkning på bestemte typer brud og anvendes også som knoglestyrkende behandling.
Det kvindelige kønshormon østrogen nedsætter risikoen for skøre knogler, hvis det tages over længere tid efter overgangsalderen. Det anvendes i dag ikke til behandling, da hormonet samtidig øger risikoen for brystkræft og hjertekarsygdomme.
Hvis du har udtalt osteoporose og brud, findes der medicin, som kan bidrage til at opbygge knogler, men det er ikke relevant i forebyggende behandling.
Vidste du? På Webapoteket kan du nemt og sikkert bestille din receptmedicin online. Se hvordan og køb receptmedicin her >>
Webapoteket, juli 2022