Overgangsalder hos mænd
Mens mange af os er bekendte med overgangsalderen hos kvinder, er det mindre kendt, at mænd også gennemgår en lignende overgangsperiode midt i livet. Mandlig overgangsalder, også kendt som andropause.
Bliv klogere på hvad andropause er, hvilke symptomer der kan opstå, og ikke mindst, hvordan du kan håndtere disse ændringer.
Hvad er andropause?
Andropause er en tilstand, som mænd typisk oplever i alderen 40-50 år. Tilstanden minder om kvindens menopause. Både andro- og menopause er kendetegnet ved et fald i hormonniveauet - for kvinder er det østrogenniveauet, og for mænd er det testosteronniveauet.
Til forskel fra kvinder, hvor faldet i østrogenniveauet kan være forholdsvis brat, falder testosteronniveauet hos mænd mere gradvist, hvilket betyder, at symptomerne oftest ikke viser sig på én gang, men i stedet over en længere periode.
Symptomer på overgangsalder hos mænd
I modsætning til kvindens menopause, hvor ophør af menstruationen er tegn på indtræden af overgangsalderen, viser andropausen sig ikke som ét klart tegn. I stedet viser den sig som gradvise forandringer af kroppen, og de mest typiske symptomer er:
- Nedsat seksuel lyst.
- Psykologiske og følelsesmæssige ændringer, f.eks. nedsat koncentrationsevne og motivation eller depressive tanker.
- Nedsat energi og øget træthed.
- Øget kropsfedt.
- Tab af knogle- og muskelmasse.
Det varierer fra mand til mand, hvornår symptomerne træder i kraft aldersmæssigt, og det er også forskelligt, hvor tydeligt symptomerne viser sig hos den enkelte. Det skyldes blandt andet, at niveauet af testosteron hos mænd generelt varierer, og derfor oplever alle mænd ikke de samme ændringer og i samme grad.
Sundhedsmæssige konsekvenser
Udover de beskrevne symptomer, som andropausen kan forårsage, har det vist sig, at overgangsalderens indtræden også medfører en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og osteoporose (knogleskørhed).
Risikoen for hjerte-kar-sygdomme er forbundet med kolesterolniveauet. Testosteron bidrager til regulering af kolesterol, og når testosteronniveauet falder, vil det føre til en stigning i indholdet af kolesterol. Det kan medvirke til udviklingen af åreforkalkning, som kan resultere i en blodprop.
Den øget risiko for osteoporose, også kaldet knogleskørhed, skyldes, at det faldende testosteronniveau medvirker til en reducering af knoglemineralerne i skelettet. Det betyder, at knogletætheden falder.
Diagnosticering og behandling
Andropausen diagnosticeres typisk ud fra en vurdering af symptomer samt blodprøver, som måler testosteronniveauet. Da det faldende testosteronniveau er en naturlig del af den mandlige aldringsproces, behandles det ikke som udgangspunkt, medmindre der opleves gener, der er opstået som følge af overgangsalderen.
En af behandlingsmulighederne er testosteronbehandling, der kan fås som enten tabletter, creme, gel eller indsprøjtninger. De fleste mænd oplever ingen eller kun få bivirkninger af testosteronbehandlingen.
Det er en lægelig vurdering, om en testosteronbehandling skal igangsættes, og det anbefales derfor, at du søger læge, hvis du oplever de beskrevne symptomer. Her kan lægen også finde ud af, om symptomerne skyldes indtræden af andropausen, eller om der er en bagvedliggende årsag.
Hvad kan du selv gøre?
Faldet i testosteronniveauet vil alle mænd opleve med alderen, men en sund livsstil kan være med til at nedsætte symptomerne samt risikoen for, at andropausen træder i kraft tidligt:
- Sund kost
- Regelmæssig motion
- Stresshåndtering
- Undgå rygning
- Nedsæt alkoholforbrug til et minimum
For nogle mænd kan det være en god idé at supplere den sunde livsstil med et kosttilskud. Et eksempel er Man Power fra Mezina, som er aminosyrer kombineret med zink, der bidrager til at vedligeholde et normalt testosteronniveau i blodet. Dog er det vigtigt at understrege, at et kosttilskud ikke kan forhindre, at testosteronniveauet stadig vil falde med alderen.
Overgangsalderen er en naturlig fase af livet, som vil ramme alle på et tidspunkt. Det er vigtigt at huske at mange af de gener og forandringer, som man kan blive ramt af, også opleves af andre. Vi anbefaler derfor at have en åben dialog om mandlig overgangsalder og dets følger og evt. søge støtte, der kan hjælpe med håndtering af denne del af livet.
Myter om mænds overgangsalder
Ligesom kvindens menopause er en del af den medicinske verden, begynder manden andropause også at blive opfattet på samme måde. Dog er der en række misforståelser forbundet med overgangsalderen for mænd.
En af påstandene om andropausen er, at den altid begynder, når mænd fylder 50 år, og det er ikke korrekt. Efter ca. 20 års alderen begynder testosteronniveauet at falde og fortsætter med det resten af livet. Hos mænd, som ikke er kommet i overgangsalderen endnu, varierer testosteronniveauet i høj grad, og det er derfor forskelligt, hvornår symptomerne vil vise sig aldersmæssigt samt i hvor høj grad, de kan mærkes.
En anden myte er, at symptomerne på andropausen kun er fysiske, såsom svage knogler og mere kropsfedt, og at det faldende testosteronniveau kun påvirker den seksuelle lyst. Dog har det vist sig, at mange mænd også oplever depressive tanker eller nedsat motivation, hvilket viser, at der også kan ske nogle psykologiske og følelsesmæssige ændringer.
Slutteligt skal det fastslås, at andropausen er en naturlig del af aldringsprocessen og derfor er uundgåelig. Til gengæld kan en række livsstilsændringer bidrage til, at symptomerne af andropausens indtræden mærkes i mindre grad.
Webapoteket, april 2024