Tør hud

Tør hud kan være både irriterende og ubehageligt. Det opstår, når huden mangler fugt og fedt, og kan vise sig som kløe, stramhed eller skællende områder. Heldigvis findes der gode muligheder for at pleje og beskytte huden, så den igen bliver blød og smidig. Her får du råd til både forebyggelse og behandling af tør hud på kroppen, i ansigtet og på læberne.

 

Hvad er tør hud?

Tør hud opstår, når huden mangler fugt. Det kan resultere i, at huden føles tør, skællende og ru. Symptomer omfatter kløe, irritation, rødme, stramhed og skællende hud. Tør hud ses ofte på underben, hænder, ansigt og læber.

Når hudens barriere kommer i ubalance og ikke længere er intakt, kan den ikke holde på fugten, og huden mister sin naturlige evne til at beskytte sig selv. Dette fører til, at fugt fordamper yderligere, og huden bliver endnu mere tør. En sådan ubalance skaber en ond cirkel, hvor huden fortsat kan forværres, hvis den ikke plejes korrekt.

Heldigvis kan hudens barriere genopbygges ved hjælp af den rette hudpleje. Nærende produkter som fedtcreme og fugtgivende lotion hjælper med at holde på fugten og skabe en barriere, som giver huden mulighed for at hele sin egen naturlige barriere nedenunder, så huden igen bliver smidig og velplejet.

 

Hvorfor får man tør hud?

Tør hud kan skyldes både eksterne og interne faktorer:

  • Eksterne faktorer: Skiftende vejrforhold, vinterkulde, tør luft samt overforbrug af skrappe renseprodukter og hyppig håndvask.
  • Interne faktorer: Alder, hormonelle ændringer (graviditet, overgangsalder), genetik og visse sygdomme som diabetes og lavt stofskifte.
    • Når man bliver ældre, nedsættes hudens produktion af fedt, og huden har ekstra brug for hudpleje med fugt, fedt og olier.
    • Diabetes påvirker det høje blodsukker og dermed væskebalancen pga. øget urinproduktion, som kan føre til dehydrering af bl.a. huden. Diabetes kan også medføre dårlig blodcirkulation, hvilket kan betyde, at huden ikke får ilt og næringsstoffer fra blodet og dermed kan blive tør.
    • Ved lavt stofskifte producerer talgkirtlerne mindre olie, og der sker en langsommere cellefornyelse i huden. Derfor ophobes døde hudceller på overfladen og bliver til tør og skællende hud.

 

Hvordan behandler man tør hud?

For at behandle tør hud effektivt er der både ting, man bør undgå, og ting man aktivt bør gøre:

  • Undgå: Lange varme bade, skrappe sæber og overdreven brug af rengøringsmidler.
  • Anvende: Milde, uparfumerede produkter med fedt og olie. Smør dig ind i bodycreme og/eller fedtcreme morgen og aften.

For ekstra tørre områder som albuer og hæle, vælg cremer med 10-20% urea (carbamid), der hjælper med at opløse tør hud. Se også reparationscreme for målrettet pleje, hvis du f.eks. oplever revner i huden.

 

Tør hud i ansigtet – hvad kan du gøre?

Tør hud i ansigtet opstår ligeledes, når hudens naturlige barriere er svækket, hvilket medfører, at fugten fordamper og huden efterlades dehydreret. Dette kan give fornemmelsen af stram hud, ru tekstur og i nogle tilfælde afskalning. Særligt koldt vejr, lav luftfugtighed og forkert brug af renseprodukter kan forværre tilstanden.

For at hjælpe huden kan du med fordel anvende en mild ansigtsrens uden parfume. Vælg også en dagcreme og natcreme, som er særligt formuleret til tør hud. Kig efter indhold af blødgørende og beskyttende ingredienser som ceramider, glycerin eller sheasmør. En dagcreme med solbeskyttelse kan desuden forebygge yderligere skader på hudens barriere.

 

Hvad gør man ved tørre pletter på huden?

Tørre pletter på huden kan skyldes flere ting som f.eks. eksem, psoriasis nældefeber, stress, infektion, vitaminmangle og alder.

Man kan behandle med gode nærende fugtcremer. Kig efter cremer med en høj fedtprocent. Hvis det ikke er nok at smøre flere gange dagligt med en fed creme, kan man supplere med steroidcreme eller anden medicinsk creme efter aftale med lægen.

Ved vedvarende problemer og tvivl, kan det være en god ide at tage kontakte lægen.

 

Tørre læber – hvordan undgår man det?

Tørre læber skyldes ofte kulde, sol, slikken på læberne eller brug af medicin. For at beskytte dine læber:

  • Anvend læbepomader med høj fedtprocent.
  • Brug læbeplejeprodukter med solfaktor for ekstra beskyttelse. Se vores udvalg af læbepomader.
  • Undgå at slikke på læberne.

 

Forebyggelse af tør hud

For at undgå tør hud anbefaler vi:

  • Brug en skånsom vaskeolie eller gel i badet, som ikke udtørrer huden yderligere. Prøv f.eks.  Avene XeraCalm A.D. Cleansing Oil eller  A-Derma Exomega Control Oil.
  • Påfør fugtighedscreme 2-3 gange dagligt. Smør cremen ud med cirkulære bevægelser og lad den trænge ind, før du tager tøj på.
  • Drik rigeligt med væske for at opretholde hudens elasticitet og fugtighed.

 

Hvornår skal du opsøge læge?

Søg læge, hvis:

  • Tør hud forårsager vedvarende kløe, rødme eller sår, der ikke heler.
  • Der opstår varme, hævelse eller pus i huden.
  • Der kræves medicinsk behandling mod hudsygdomme som eksem eller psoriasis.

 

Personlig rådgivning om hudpleje

Hvis du har spørgsmål om tør hud eller valg af produkter, kan du kontakte vores farmaceuter og farmakonomer for personlig vejledning og rådgivning.

 

 

Af farmakonom Line C. 

Webapoteket 2025