Lægemiddel i restordre – hvad vil det sige?
Det kan hænde, at et lægemiddel går i restordre. Læs her, hvad det betyder, og hvad du kan gøre, hvis du ikke kan bestille din vanlige medicin.
Hvad betyder restordre?
Hvis du oplever, at du ikke kan lægge din medicin i kurven på vores side, kan det skyldes, at præparatet er gået i restordre. Når en vare er i restordre, betyder det, at vi ikke kan få medicinen fra producenten.
Der kan være forskellige årsager til sådanne forsyningsvanskeligheder:
- Mangel på råvarer, som skal bruges i medicinen
- Kvalitetsbrist i produktionen
- Produktionssvigt hos en leverandør
- Lægemidlet er i restordre hos distributøren
- Efterspørgslen efter medicinen er højere end lægemiddelvirksomheden havde forventet
- Lægemiddelvirksomheden har vurderet, at det ikke kan betale sig fortsat at markedsføre et lægemiddel
Kilde: Lægemiddelstyrelsen om mangel på medicin
Jeg kan ikke bestille den medicin, jeg plejer – hvad gør jeg?
Hvis du ikke kan bestille den medicin, du plejer, kan det skyldes, at den er i restordre, men det kan også skyldes, at den har fået et nyt varenummer. En tredje årsag kan være, at et lægemiddel er midlertidigt afregistreret og måske kommer igen på et senere tidspunkt.
Uanset hvad, sidder vores apoteksuddannede personale klar til at hjælpe dig. Kontakt os på mail, chat eller telefon, så kan vi oplyse om en leveringsdato eller hjælpe dig med at finde en løsning. Vær opmærksom på, at det oftest vil det kræve en ny recept fra din læge.
Tjek om din medicin skulle være i restordre
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan du se, om din medicin er i restordre. Se mere her >>
Webapoteket, september 2020