
Altid
lav
pris
I alle pakninger med medicin findes en brugsvejledning, som du altid bør læse grundigt, før du tager medicinen. Er du i tvivl kontakt da egen læge.
Du kan finde indlægssedlen ved at klikke her og søge på produktet.
Virksomt stof i Canesten vaginal tablet 2Care4
Canesten indeholder det svampedræbende middel clotrimazol, som virker mod flere forskellige former for mikroorganismer, fx dermatofytter (svamp i huden), gærsvampe og skimmelsvampe etc.
Voksne og unge over 15 år:
- Til behandling af infektion i skeden.
- Infektionen skyldes typisk Candida (en gærsvamp). Symptomerne kan være kløe, en brændende fornemmelse og hvid-gulligt udflåd.
- Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 7 dage.
Sådan anvender du Canesten vaginal tablet 2Care4
Brug altid Canesten nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, apotekspersonalets eller sundhedspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet.
Den anbefalede dosis er:
- De angrebne områder omfatter typisk både skeden og de ydre kønsorganer. Svampeinfektion i skeden kan behandles med Canesten vaginaltabletter.
- Svampeinfektion i de ydre kønsorganer kan behandles med Canesten 1 % creme eller Canesten 1 % vaginalcreme.
- Indføring af vaginaltablet med brug af applikator (indføringshylster):
- Klem åbningen i applikatoren let sammen, så der dannes en oval åbning.
- Placer vaginaltabletten i applikatoren med spidsen udad.
- Før forsigtigt applikatoren så langt op i skeden som muligt (det er bedst at ligge på ryggen med bøjede ben, der er trukket let op).
- Tryk stemplet ind, så vaginaltabletten placeres i skeden. Fjern applikatoren.
- Kun vaginaltabletter 100 mg
- Træk stemplet ud af applikatoren efter brug og vask delene i varmt (ikke kogende) sæbevand. Skyl i rindende vand og tør omhyggeligt.
- Vask hænderne grundigt efter hver behandling.
- Må ikke indtages.
Råd og tips til Canesten vaginal tablet 2Care4
- Brug ikke applikatoren, hvis du er gravid.
- Af praktiske hensyn bør behandlingen ikke foretages under menstruation.
- Behandlingen skal færdiggøres, selvom symptomerne er forsvundet.
- Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre efter 7 dage.
- Din seksualpartner bør kun behandles ved symptomer (f.eks. kløe og betændelse) og efter samråd med lægen.
- Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Canesten, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
- Canesten påvirker ikke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken.
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.
Graviditet
Canesten skal anvendes med forsigtighed under graviditet, især i det første trimester af graviditeten og kun på ordination fra lægen.
Hvis du anvender Canesten, mens du er gravid, må du ikke bruge applikatoren (indføringshylsteret), da den kan irritere livmoderhalsen. Hvis du er gravid, er det derfor bedre at bruge vaginaltabletter end vaginalcreme, da vaginaltabletterne kan indføres med fingrene (uden brug af applikator/indføringshylster).
Amning
Canesten kan om nødvendigt anvendes under amning.
Samtidig anvendelse af anden medicin
- Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.
- Fortæl det til lægen, hvis du anvender tacrolimus eller sirolimus (medicin, der virker dæmpende på immunforsvaret). Samtidig anvendelse af Canesten kan øge virkningen af tacrolimus og sirolimus, og din læge vil derfor følge behandlingen nøje.
Mulige virkninger og Canesten vaginal tablet 2Care4
Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):
- Hudreaktioner med kløe
- Udslæt
- Stikkende/ brændende fornemmelse
- Irritation
- Ubehag
Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):
- Allergiske reaktioner (besvimelse, lavt blodtryk)
- Vejrtrækningsbesvær
- Nældefeber
Hyppighed ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende date):
- Mavesmerter
- Bækkensmerter
- Hævelse (ødem)
- Hudrødme
- Afskalning af huden omkring kønsorganerne
- Blødning fra underlivet
OBS før du anvender Canesten vaginal tablet 2Care4
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information.
Brug ikke Canesten:
- Hvis du er allergisk over for clotrimazol eller et af de øvrige indholdsstoffer i Canesten .
- Du bør ikke starte behandling uden at tale med lægen:
- Ved betændelse i underlivet for første gang.
- Hvis du har gentagne betændelser over længere tid (gentagne betændelser inden for to måneder). Det er i så fald vigtigt at udelukke sygdomme, som kan give svampeinfektioner.
- Hvis du er mellem 12-15 år eller hvis du er i eller efter overgangsalderen, for at udelukke andre sygdomme.
- Canesten bør ikke anvendes af børn under 12 år.
Hvis du har et af følgende symptomer, da de kan skyldes anden sygdom end svampeinfektioner:
- Hvis du har ildelugtende udflåd.
- Hvis du har feber (temperaturer over 38ºC).
- Hvis du har smerter i den nedre del af maven.
- Hvis du har rygsmerter.
- Hvis du har blødning fra skeden.
- Hvis du har kvalme.
- Hvis du har smerter i skulderen.
Du må ikke anvende tamponer, udskylning af skeden, sæddræbende midler eller andre produkter, der anvendes i skeden under behandlingen med Canesten.
Samleje i skeden bør undgås ved en infektion og under behandlingen med Canesten, da infektionen kan overføres til partneren, og virkningen og sikkerheden af latexprodukter som kondom og pessar kan være nedsat. Den nedsatte virkning er midlertidig og forekommer kun under behandlingen.
Opbevaring & holdbarhed
- Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
- Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C.
- Brug ikke lægemidlet efter udløbsdato. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Pakningsstørrelser
Canesten vaginal tablet 2Care4 findes i følgende størrelser:
- Canesten vaginaltablet 100 mg: 6 tabletter i blister med applikator af polyethylen.
- Canesten vaginaltablet 500 mg: 1 tablet i blister med applikator af polyethylen.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.
Aktivt stof: Clotrimazol, 1 vaginaltablet indeholder 100 mg eller 500 mg clotrimazol.
Øvrige indholdsstoffer:
- Calciumlactatpentahydrat
- Crospovidon
- Kolloid vandfri silica
- Lactosemonohydrat
- Magnesiumstearat
- Majsstivelse
- Hypromellose
- Mikrokrystallinsk cellulose
- Mælkesyre