Ingefær

Ingefær

Ingefær er en plante, der har været brugt i asien i mange hundrede år. Planten er en grøn plante, der trives og vokser naturligt i tropiske områder, som Indien, Kina og Peru. Planten har en knoldet rodstruktur, og det er denne, der er stor tradition for at anvende i madlavning og som kosttilskud. I østen anvendes ingefær også i traditionelt kinesisk og indisk medicin.

I madlavning bruges ingefær ofte i karryretter, supper og dressinger. I de senere år er ingefær som te eller shots blevet meget populært. Ingefær har en karakteristisk smag: stærk, krydret, lidt peberagtig og med en let sødme. Krydderiet giver varme og dybde.

Som kosttilskud sikrer det en kontrolleret mængde af ingefærens aktive stoffer, der blandt andet kan bidrage til kroppens normale immunforsvar, støtte fordøjelsen og hjælpe med at vedligeholde fleksible led. For dig, der ønsker fordelene uden den skarpe smag, findes ingefærtilskud som kapsler eller tabletter, hvilket gør det nemt at inkludere i hverdagen.

Du er velkommen til at kontakte vores apotekspersonale for mere information om, hvilket kosttilskud med ingefær, der passer bedst til dine behov.



Hvorfor er ingefær sundt?

Ingefær bliver forbundet med flere forskellige sundhedsmæssige fordele, og det er også en af årsagerne til, at det anvendes i traditionelt kinesisk og indisk medicin. Her anses roden for at være varmende og bruges som afkog i urteblandinger og te. Roden bruges til at lindre kvalme og fordøjelsesproblemer, styrke immunforsvar og afhjælper smerter og betændelse på grund af den antiinflammatoriske effekt.

Ingefær har flere aktive ingredienser, den lille knold indeholder f.eks.:

  • Gingeroler er den primære aktive ingrediens i frisk ingefær. Det virker antiinflammatorisk og som en antioxidant og kan reducere smerter og lindre kvalme.

  • Shogaoler dannes, når ingefær opvarmes eller tørres. Det virker også antiinflammatorisk og som en antioxidant. Reducerer smerter, kvalme og lindrer fordøjelsesproblemer.

  • Zingeron dannes ved opvarmning og er kendt for at kunne modvirke visse bakterier og virus.

  • Ingefær indeholder desuden små mængder af C-vitamin, magnesium og kalium.

I Danmark har vi følgende lovlige anprisninger af ingefær:

  • Ingefær hjælper med at støtte fordøjelsen.

  • Ingefær bidrager til kroppens normale immunforsvar.

  • Ingefær bidrager til at vedligeholde bevægelighed i led og undgå stivhed om morgenen.

Det er disse anprisninger, vi som apotek forholder os til, i forhold til de kosttilskud vi har på hjemmesiden.



Ingefær som kosttilskud

I kosttilskud med ingefær får du en standardiseret dosering af ingefær. Fordelen ved dette er, at du sikrer den samme mængde af de aktive forbindelser fra ingefær.

Ingefær har en markant smag, som ikke alle bryder sig om. Kosttilskud findes som kapsler og tabletter, og herved undgås den skarpe smag. Indholdet af ingefær er enten ekstrakt, pulveriseret eller tørret.



Brug af ingefær i særlige situationer

Graviditet og amning
Er du gravid eller ønsker du at blive gravid, bør du ikke spise ingefær i større mængder, f.eks. fra kosttilskud eller som shots. Baseret på resultater fra rotteforsøg kan det ikke udelukkes, at store mængder ingefær kan øge risikoen for abort. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor at både gravide og ammende ikke indtager ingefær som kosttilskud eller som ingefærshots gennem graviditet. Hvis du prøver at blive gravid, anbefales det heller ikke at spise ingefær.

Oplever du morgenkvalme under din graviditet anbefales det i stedet at spise flere mindre måltider, hvilke kan hjælpe på kvalmen.

Er du gravid, ammer eller ønsker at blive gravid, er det i orden at spise mad tilberedt med ingefær. Indtaget af de aktive stoffer i ingefæren er typisk lavere her end ved shots og kosttilskud.


Ingefær mod transportsyge
Ingefær kan have positiv indvirkning på fordøjelse, og derfor ses ingefærtabletter brugt i forbindelse med transportsyge. Effekten kan dog diskuteres, da man ikke ved præcis, hvilken effekt ingefæren har i forbindelse med transportsyge.



Særlige overvejelser ved indtag af ingefær

Interaktion med medicin
Ingefær og lægemiddelstoffet Phenprocoumon, der findes i den receptpligtige tablet Marcoumar, kan påvirke hinanden i en grad, at der kan blive tale om dosisjustering. Tal derfor med lægen, hvis du spiser ingefær samtidig med Marcoumar.


Bivirkninger
Der kan være forbigående gener ved brug af ingefær, såsom halsbrand og diarré.