Fodsvamp behandles med lægemidler, som fås i håndkøb på et apotek. Her på siden finder du produkter, som er udviklet specifikt til behandling af fodsvamp. Vi anbefaler, at du læser indlægssedlen grundigt, inden du anvender præparaterne. Vi sidder klar til at rådgive dig, så kontakt vores apotekspersonale, hvis du har spørgsmål til fodsvamp og behandling heraf.
Fodsvamp er en almindelig svampeinfektion, der typisk rammer huden mellem tæerne. Infektionen opstår, når fødderne udsættes for varme og fugtige miljøer, som f.eks. i svømmehaller, træningscentre, eller hvis fødderne har været indelukket i et par fugtige/svedige sko over længere tid. Fodsvamp kan medføre ubehagelige symptomer som kløe, svie og skællende hud. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på symptomerne, forstå de forskellige behandlingsmuligheder og ikke mindst hvordan man bedst kan forebygge infektionen.
Hvad er fodsvamp?
Fodsvamp er også kendt som tinea pedis, og er en almindelig svampeinfektion, som kan opstå mellem tæerne og på fødderne.
Fodsvamp er forårsaget af en gruppe svampe ved navn dermatofytter, som trives bedst i fugtige miljøer. Ved overgangen mellem normal og svampeinficeret hud dannes der en rød kant omkring det inficerede område, hvilket er en normal reaktion ved svampeinfektioner i huden. Fodsvamp forekommer oftest mellem 4. og 5. tå, men kan også sprede sig til tåneglene, fodsålen og hælene.
Find midler til behandling af neglesvamp her.
Symptomer på fodsvamp
Der er mange symptomer og tegn på fodsvamp, men man oplever ofte kun enkelte af dem. Blandt de almindelige symptomer er kløe, svie samt en brændende fornemmelse mellem tæerne, særligt mellem 4. og 5. tå, og i fodsålerne.
- Kløe
- Svie
- Brændende fornemmelse mellem tæerne
- Skællende hud og smårevner
- Små, kløende blærer
Hvordan ser fodsvamp ud?
Skællende hud og smårevner mellem tæerne og fodsålerne, tør hud på siden af fødderne og i fodsålerne samt små, kløende blærer er også almindelige tegn på fodsvamp.
Smitter fodsvamp?
Fodsvamp kan i nogle tilfælde overføres ved direkte hudkontakt. Svampen kan også spredes til andre dele af kroppen, hvis den ikke behandles. Svampesporerne overlever på overflader som gulve, håndklæder, og måtter, især i fællesområder som svømmehaller og omklædningsrum, hvor mange går barfodet.
Du kan med fordel anvende badesandaler i offentlige badefaciliteter og undgå at dele personlige ejendele som sokker, sko og håndklæder med andre. Dette kan reducere risikoen for smitte og geninfektion.
Diagnose hos lægen
Fodsvamp er en som regel en let diagnose at stille. Lægen foretager en visuel inspektion af fødderne, hvor det undersøges, hvor infektionen sidder samt hvordan infektionen ser ud.
Det kan være nødvendigt at foretage en skrabeprøve til mikroskopi eller dyrkning af infektionen for at finde ud af, om det er fodsvamp. Hvis man får foretaget en skrabeprøve, kan der gå et par uger, inden man får svar på prøven.
Behandling af fodsvamp
I de fleste tilfælde behandles fodsvamp med en svampedræbende creme, som smøres på det inficerede område op til 2 gange dagligt, og indtil symptomerne er helt væk.
F.eks. med disse håndkøbslægemidler:
- Lamisil: En meget effektiv creme med det aktive stof terbinafin, der ofte anvendes til at behandle fodsvamp. Det påføres direkte på det inficerede område.
- Canesten: En anden almindelig svampedræbende creme med det aktive stof clotrimazol, der hjælper med at bekæmpe infektionen.
- Brentan: Et bredspektret svampemiddel med det aktive stof miconazol, der også kan anvendes til behandling af fodsvamp.
Vær opmærksom på:
Behandlingen varer typisk op til 2-4 uger.
Det er vigtigt at man anvender cremen efter anbefalede og fortsætter indtil alle symptomer er forsvundet - også selvom man oplever en bedring. Dette er for at undgå hurtig opblussen igen.
Hvis svampeinfektionen er meget udbredt, kan det være nødvendigt at behandle infektionen med en tabletkur. I tilfælde af behandling med tabletkur, bør fodsvamp være bekræftet med mikroskopi eller dyrkning af infektionen.
Det kan være nødvendigt at behandle fodsvamp med antibiotika, hvis der er opstået en bakteriel infektion.
Forebyggelse af fodsvamp
Der er flere måder at forebygge fodsvamp på. Det er vigtigt at holde fødderne tørre, specielt mellem tæerne, da det er her fodsvamp oftest forekommer. Derudover bør man være omhyggelig med at tørre grundigt mellem tæerne efter bad.
Er du ofte plaget af fodsvamp, kan du med fordel følge disse råd:
- Skift sokker to gange dagligt.
- Anvend fodtøj hvor fødderne har god plads og kan ånde.
- Skift sko i løbet af dagen.
- Anvend badesandaler på offentlige områder, f.eks. i træningscentre og svømmehaller.
Praktiske råd til hverdagen
- Hvis du har tendens til svedige fødder, kan du med fordel anvende en antiperspirant-creme, f.eks. Apotekets Antiperspirant Fodcreme eller Apotekets Fodspray, for at reducere svedproblemer.
- Derudover kan du bruge et separat håndklæde til fødderne, så du ikke spreder svampeinfektionen til andre steder på kroppen.
- Det er desuden en fordel at skifte håndklæde hyppigt samt at vaske både håndklæder og sokker ved minimum 60 grader.
Hvornår skal man søge læge ved fodsvamp?
- Hvis du oplever vedvarende eller forværrede symptomer, f.eks. en vedvarende, kløende fornemmelse blandt tæerne eller på fodsålen, er det god idé at kontakte egen læge.
- Har du haft fodsvamp før og genkender tegnene og symptomerne derpå, kan du købe en svampedræbende creme som fås i håndkøb på apoteket. Hvis den svampedræbende creme ikke har haft effekt efter to uger, bør du ligeledes kontakte egen læge.
- Ved mistanke om fodsvamp hos børn under 12 år, anbefales det altid at tale med egen læge.
Få personlig rådgivning på Webapoteket
Jo tidligere man kommer i behandling for symptomer og tegn på fodsvamp, des bedre. Tidlig behandling samt forebyggelse af fodsvamp er vigtigt, da fodsvamp kan svække hudens barrierefunktion, hvilket kan være en indgangsport for andre bakterier, som kan forårsage rosen (erysipelas), som er en betændelsestilstand, der spreder sig på hudens overflade.
Du kan kontakte vores farmaceuter og farmakonomer via chat, e-mail og telefon for personlig rådgivning til behandling og forebyggelse af fodsvamp.