På webapoteket har vi fået øjnene op for de såkaldte øjenvitaminer. Vi har i denne kategori samlet de kosttilskud, der indeholder vitaminer, mineraler og andre plantestoffer, som er gode for øjnene.
Hvorfor anbefaler nogen øjenlæger øjenvitaminer?
Amerikanske studier (AREDS 1 og 2) har vist, at daglig indtagelse af bestemte antioxidanter og mineraler kan have en forebyggende effekt på tør AMD på mellemstadiet, samt nedsætte risikoen for at udvikle våd AMD. Disse studier vender vi tilbage til, først får du en forklaring af AMD og makula, som er vigtige for forståelsen af studiernes resultater.
Hvad er AMD?
AMD står for Aldersbetinget Makula Degeneration, tidligere kaldet øjenforkalkning – men det har dog intet med kalk eller forkalkning at gøre.
AMD er en af de hyppigste årsager til synsnedsættelser i alderdommen. Den præcise årsag til lidelsen kendes ikke.
AMD findes i en tør og en våd form:
- Ved tør AMD, som er den mest almindelige, nedbrydes den gule plet i øjet over tid som følge af alder. Dette sker som følge af ophobning af små aflejringer, kaldet alderspletter, under nethinden. Disse fører til gradvis synstab.
- Ved våd AMD opstår der unormale blodkar, der vokser under nethinden og lækker væske eller blod ind i den gule plet i øjet. Ved våd AMD kan synsforandringer komme pludseligt, og derfor er det altid vigtigt at få tjekket sine øjne, hvis man oplever at synet bliver sløret, at lige linjer bliver bugtede, eller at synet pludseligt nedsættes.
Vigtige antioxidanter for øjet
Den gule plet i øjet, også kaldet makula, spiller en afgørende rolle for vores skarpe og centrale syn. Den er altså ansvarlig for vores detaljesyn. Navnet refererer til den gule farve, som makulaen har, når man ser på nethinden i øjet. Den gule farve skyldes høje koncentrationer af lutein og zeaxanthin, også kaldet carotenoider. I forbindelse med øjet fungerer carotenoider som antioxidanter og beskytter mod skader forårsaget af UV-stråler og blåt lys, og de hjælper også med at reducere risikoen for AMD og grå stær.
Carotenoider i kosten
I kosten finder vi carotenoider som lutein og zeaxanthin i f.eks. grønne bladgrøntsager, æggeblommer, ærter, spinat, gulerødder og gul/orange frugt. Kroppen kan ikke selv danne disse carotenoider, og derfor er det vigtigt at spise sig til dem.
AREDS 1 og 2 studiet er udarbejdet ud fra indtagelse af vitaminerne C og E, mineralerne zink og kobber samt plantepigmenterne lutein og zeaxantin.
Kosttilskud målrettet øjnene
Det er vigtigt at understrege at indtagelse af såkaldte øjenvitaminer ikke kan genskabe allerede tabt syn. Vi anbefaler altid, at du taler med din øjenlæge, inden du starter op med øjenvitaminer.
Der findes kosttilskud der er tilsat andre ingredienser end dem, som er anvendt i AREDS 1 og 2 studiet. Vi ser, at producenterne f.eks. tilsætter blåbær, safran, astazanthin, A-vitamin og fiskeolie.
- Blåbær er rige på antioxidanter især anthocyaniner. Blåbær bidrager til at bevare øjets sundhed.
- Fiskeolie indeholder DHA, der bidrager til en normal synsfunktion.
- A-vitamin bidrager til normal hud, syn og slimhinder.