Overgangsalder

Kosttilskud til kvinder i overgangsalderen

Under overgangsalderen falder produktionen af østrogen og progesteron hos kvinden, hvilket er årsagen til en række fysiske og hormonelle ændringer.

De mest almindelige symptomer på overgangsalderen er hedeture, nattesved, humørsvingninger, søvnforstyrrelser, vaginal tørhed og manglende sexlyst.

På webapoteket har vi en række kosttilskud, som kan være en hjælp og støtte i forhold til de symptomer, man oplever i overgangsalderen.

Find naturlægemidler til overgangsalderen her.



Kosttilskud til symptomhåndtering

Rødkløver:

Rødkløver bidrager til en rolig og behagelig overgangsalder, samt letter gener som f.eks. hedeture, svedeture og irritabilitet.

Rødkløver indeholder planteøstrogener som isoflavoner og flavonoider. Isoflavoner har en struktur, der ligner det kvindelige kønshormon østrogen, og kan derfor virke i kroppen som dette hormon. Flavonoider har antioxidante egenskaber, hvilket beskytter cellerne mod oxidativt stress. Isofloavoner og flavonoider findes naturligt i mange fødevarer, f.eks. frugt, grøntsager, te og planter (som f.eks. rødkløver).

Rødkløver findes som kosttilskud i kapsler og tabletter.



Salvie:

Salvieplanten bidrager til at mindske ubehag i forbindelse med overgangsalderen. Salvie medvirker til at regulere sveddannelse og bidrager til normal sveddannelse. Salvie bidrager desuden til normale menstruationer. Salvie indeholder plantesteroider, der kan påvirke kroppens hormonbalance og herved lindre overgangsalderens symptomer.

Salvie findes som kosttilskud i tabletform.



Agnus castus (abrahamstrå):

Agnus castus bidrager til den kvindelige hormonbalance og medvirker til at mindske gener og stabilisere hormonbalancen i overgangsalderen. Agnus castus afhjælper og lindrer gener i menstruationscyklussen. Agnus castus er en lille trælignende busk eller mindre træ og hedder på dansk Abrahams træ.

Planten anvendes også i kosttilskud til at lindre PMS (præmenstruelle symptomer).

Agnus Castus findes som kosttilskud som tabletter, kapsler og som dråber.



Pollen:

Pollen menes at kunne regulere hormonelle ubalancer, især østrogen og progesteron, som ændrer sig under overgangsalderen. Dette kan muligvis være en hjælp i forbindelse med hedeture, nattesved og humørsvingninger.

Pollen indeholder endvidere en række næringsstoffer, der kan være gavnlige for kroppen og medvirke til vitalitet og energi. Honningbien indsamler pollen fra planterne og transporterer det til bistaderne, hvor det indsamles.

Pollen findes som kosttilskud som tabletter og kapsler.



Anbefalinger og vigtige overvejelser

Vælg det rigtige kosttilskud

Hvis du ønsker at spise et kosttilskud i forbindelse med din overgangsalder, er det vigtigt at være tålmodig. For nogen er der effekt indenfor få uger, og for andre kan der gå flere uger, før man mærker effekt. Vælg ud fra dine symptomer og overhold dosering.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os, eller tal eventuelt med egen læge før opstart. Dette gælder også, hvis du er i behandling med receptpligtig medicin.

Vær opmærksom på at kosttilskud ikke kan træde i stedet for en varieret kost.



Livsstilsændringer og støtte

Overgangsalderen kan være en udfordrende tid for mange kvinder. Vi har derfor samlet en række gode råd, som kan være med til at lette og støtte, samt bedre livskvaliteten.


  • Sørg for en sund kost, der er rig på grøntsager, frugt, fuldkorn og magert protein.

  • Motion er vigtigt. Husk at al bevægelse er bevægelse. Dyrk regelmæssig motion - selv en lille gåtur kan have en positiv effekt.

  • Meditation, yoga og dyb vejrtrækning kan reducere stress og være med til at forbedre søvnkvaliteten.

  • Tænk over hvad der kan udløse hedeture og humørsvingninger og undgå disse faktorer. Det kan være f.eks. krydret mad, kaffe og alkohol. Konflikter, for lidt søvn og uforudsigelige ændringer kan desuden være årsag til humørsvingninger.

  • Det er vigtigt at tale med din læge, hvis dine symptomer påvirker dit liv på en betydelig måde. Din læge er der for at hjælpe med at lindre og sikre dit velbefindende. Lægen kan henvise til specialister, hvis dette er nødvendigt.

  • Tal med din læge, hvis dine hedeture er alvorlige og hyppige. Ved uregelmæssig menstruation, kan lægen udelukke andre årsager og give råd om, hvordan disse håndteres.

  • Overgangsalderen kan påvirke humøret og føre til depression og angst, søg altid læge hvis du oplever angst, pludselige humørsvingninger eller føler dig nedtrykt.

  • Manglende sexlyst og vaginal tørhed er meget almindelig under overgangsalderen. Lægen kan anbefale behandling med receptmedicin, der kan afhjælpe disse symptomer.

  • Overgangsalderen kan øge risikoen for knogleskørhed, lægen kan evaluere risikoen for dig og anbefale evt. forebyggende behandling.

  • Vær åben omkring din overgangsalder. Tal med din partner og familie om dine udfordringer og behov. Der findes støttegrupper, terapi og online forum, hvor der er mulighed for at finde hjælp, hvis du oplever et behov for det.



Forståelse af overgangsalderen

Hvad sker der i kroppen?

Æggestokkene producerer østrogen og progesteron, som er kvindelige kønshormoner. I overgangsalderen ophører produktionen af disse hormoner, hvilket fører til en række fysiske og hormonelle ændringer i kroppen. Hedeture, uregelmæssige blødninger og vaginal tørhed er hyppige symptomer på overgangsalderen.



Varighed og faser af overgangsalderen

Overgangsalderen kan deles op i tre faser.


Perimenopause:

Dette er perioden, der leder op til overgangsalderen. Perioden starter normalt midt i 40'erne. I denne periode falder æggestokkene gradvist i produktion af østrogen og progesteron. Menstruationscyklussen bliver ofte ustabil, og man kan opleve symptomer som nattesved, humørsvingninger og søvnproblemer.



Menopause:

Menopausen, eller overgangsalderen, defineres officielt som den sidste menstruationsperiode, der bekræftes efter 1 års fravær af menstruation. For de fleste kvinder sker det omkring 51-årsalderen. I denne periode falder østrogenproduktionen betydeligt, hvilket kan føre til en række symptomer som vaginal tørhed, humørsvingninger, hedeture og nedsat sexlyst.



Postmenopause:

Denne fase er efter overgangsalderen, og den varer resten af livet. De hormonelle udsving kan fortsætte, men vil med tiden aftage. Ligeledes er symptomerne efter den officielle overgangsalder også mulige at opleve i fortsat mange år. Postmenopausen er forbundet med øget risiko for sundhedsproblemer, som urinvejslidelser, hjerte-kar-sygdomme og knogleskørhed.



Få rådgivning hos Webapoteket

På Webapoteket kan du få personlig vejledning af vores farmaceuter og farmakonomer til håndtering af overgangsalderens symptomer.